Kvinder i musik - musik om og med kvinder

Kom og vær med til en forrygende sing along-gudstjeneste i Solrød Strandkirke tirsdag den 17. marts kl. 19-20.15.

Temaet er denne aften ’Kvinder i musik – musik om og med kvinder’.

Du kommer til at synge med på sange som Anne Linnets ’Smuk og dejlig’, Kim Larsens uforglemmelige hyldest til ’Kvinde min’ og den 22-årige popkomet Mumles ’Hele vejen’.

”I de sidste par generationer er der kommet flere kvinder på scenen som udøvende musikere, komponister og sangskrivere, end man tidligere har set. Derfor synes vi, det er oplagt at sætte fokus på musik med kvinder. Og så er der også et par mandlige kunstnere med – for ligestillingens skyld, og fordi de er gode”, fortæller præst Tine Lindhardt.

Sammen med kollegaerne Mona Møberg Larsen og Anna-Lise Bjerager sætter Tine Lindhardt sangteksterne ind i et kristent perspektiv undervejs i gudstjenesten.

Flere former for kærlighed

Makkerparret Peter Bernhard (sang) og Kasper Daugaard (klaver) synger og spiller for på alle de kendte melodier om kærlighed mellem to mennesker, næstekærlighed og kærlighed som tro, sorg og håb.

”Kvinder synger i vidt omfang om det samme som mænd, nemlig kærlighed. Og den røde tråd er, at selv om det kan være svært med – så går det ikke uden. Derfor skal vi f.eks. med Dolly Parton synge om den nære og svære kærlighed mellem to, om næstekærlighed sammen med Søs Fenger og om håb med Birte Kjær”, siger Tine Lindhardt.

Efter gudstjenesten er der vin, vand og chips. Dørene åbner kl. 18.30.

Marts 2026
Dato Tid Lokation Beskrivelse
17/03/2026 19:00 Solrød Strandkirke Sing along-gudstjeneste
  • 1