
Sorg og samtaler
Når et nærtstående familiemedlem dør, kan den efterfølgende sorg være meget overvældende.
Det er helt naturligt at sørge, men vi reagerer forskelligt på døden. Nogen prøver hurtigst muligt at komme videre, mens andre stopper op for at genfinde sig selv og finde nye veje i livet.
Denne proces kan tage tid og være meget smertelig og ensom. Livet går hurtigt videre for omgivelserne, men for den sørgende er intet længere, som det var engang. Livet kan føles meningsløst, trist, utrygt og amputeret.
Du kan ringe til en af vores præster og få en sjælesorgssamtale, der kan blive til flere.