Cand.theol. Mathilde Roer Nielsen er den 1. september startet i fem ugers praktik hos præst Charlotte Gravesen. Mathilde har læst teologi i seks år på Københavns Universitet og går nu på pastoralseminaret, hvor man lærer at være præst.
”I kan møde mig i kirken i ugerne 35-36 og 45-47, hvor jeg vil deltage i Tirsdagscaféen, dåbs-, begravelses- og vielsessamtaler og undervise konfirmander. Den 5. september og 14. november står jeg for prædiken og nadver ved gudstjenesterne i Solrød Strandkirke. Jeg forventer, at disse uger bliver lærerige, livsbekræftende, hyggelige og måske også overvældende, men jeg glæder mig”, fortæller Mathilde Roer Nielsen.
Hun er 25 år og kommer fra det, hun kalder et kulturkristent hjem. Religion har altid trukket i hende – først Bibelens fortællinger og senere pressede spørgsmål som ”Har kirken haft en indflydelse på samfundets udvikling?” og ”Kan man stadig se kristendommen i staten i dag?” sig på.
”Jeg besluttede derfor at læse teologi, og det var det rette valg, for jeg har nydt det til fulde”, siger Mathilde.
Hun bor på Amager med sin kæreste Mads, en kat og en hund, som hun går lange ture, agility og lydighedstræning med. Derudover er hun kreativ og er vild med at strikke.
Kom og hils på Mathilde, hvis du har lyst i løbet af hendes fem ugers praktik.