Sorggruppe kan hjælpe folk videre
Når et elsket menneske dør, kan sorgen være overvældende, og den efterladte kan få følelser som afmagt, forladthed, ensomhed og tab af tryghed i tilværelsen.
Det skete for et tidligere medlem af sorggruppen i Solrød Strandkirke, da hendes mand døde i oktober sidste år. Nogle måneder efter dødsfaldet var hun stadig meget trist, og en præst anbefalede hende derfor at komme med i Greve-Solrød Provstis sorggruppe for voksne.
”Min mand havde været tiltagende hjertesvækket i mange år, og til sidst følte jeg, at jeg næsten havde mistet mig selv i et forløb, der var præget af min mands mange indlæggelser. Det er ret hårdt at være pårørende til en med svær sygdom. Sorggruppen gav mig begyndende ro til at trække vejret og tænke på mig selv. Jeg fik nogle redskaber til at tage nogle pauser fra min sorg; bruge naturen, lytte til musik og gå i kirke. Jeg blev fyldt af taknemmelighed for livet igen”, fortæller det tidligere sorggruppemedlem.
Vigtig halv time
Det, der specielt hjalp hende, var, at deltagerne hver gang havde en halv time, hvor de talte med en af sorgvejlederne og derefter fik bevidnet deres sorg af de andre i gruppen.
”Der kunne jeg tale om savnet og de mange nye udfordringer og problemer, der havde optaget mig siden sidst og få input til, hvordan jeg kunne komme videre. I starten tænkte jeg meget over, hvad jeg skulle sige, men da jeg blev tryg ved gruppen, blev det nemmere at snakke om det, der fyldte hos mig. Langsomt fik jeg det bedre og kunne skimte mit gamle positive og stærke jeg igen”, siger hun.
Hun gik i sorggruppen i fem måneder sammen med seks andre, der har mistet en pårørende. Flere af dem taler hun stadig godt med, for de kender hinandens sorg og savn, og det gør samtalen ukompliceret.
Kort venteliste
Sorggruppen styres af vejlederne Hanne Thiim og Mona Møberg Larsen, der er præst i Solrød Kirker.
”Lige for tiden er der en kort venteliste til sorggruppen. Hvis nogen har mistet en nær pårørende og har behov for at komme med i gruppen, kan de komme til en forsamtale, og så finder vi sammen ud af, om gruppen er noget for dem. Mennesker i sorg har brug for hjælp og at tale om deres sorg. Ens venner kan have svært ved at tale om den afdøde og vil ikke spørge ind til, hvordan det går. Men man skal huske, at en sørgende ikke kan blive mere ked af det, end vedkommende er i forvejen”, siger Mona Møberg Larsen.
Ifølge hende er det ikke terapi, der foregår, men det virker helende at dele sine tanker med andre i en lignende situation.
”Deltagerne bliver selvfølgelig berørt af, hvad de andre fortæller, men de reflekterer over det imens og kan bruge det til selv at komme videre i deres proces. Der opstår ofte en nærhed i gruppen, som mange har glæde af”, siger Mona Møberg Larsen.

