Ny præst i Solrød Sogn
Mona Møberg Larsen er ny præst i Solrød Sogn. Hun glæder sig til at være med til at sprede budskabet om det kirkelige fællesskab og bruge sine erfaringer med mennesker i svære situationer.
”Fra jeg kom her første gang, har jeg oplevet Solrød Strandkirke som et tjekket sted. Der er styr på alt fra top til tå. Lige fra kirketjenerne, der ruller en bakkevogn med æbleskiver og fine lyskæder og lanterne ind til konfirmanderne til jul, til powerpoint i kirken og menighedsrådets visioner om at være imødekommende, nutidig og vedkommende, der efterleves”.
Ordene kommer fra Mona Møberg Larsen, der er ny præst i Solrød Sogn. Hun kommer fra en stilling som vikar i Greve-Solrød Provsti, hvor hun primært har arbejdet i Hundige-Kildebrønde kirker og Karlslunde-Karlstrup kirker. Siden september 2020 har Mona Møberg Larsen haft et hold konfirmander i Solrød Strandkirke, da Leif Ellerbek gik på pension i efteråret. Hun starter derfor ikke helt på bar bund.
”Konfirmandundervisning er rigtigt sjovt, og det er dejligt at lære noget nyt som præst af de unge mennesker. Jeg er optaget af, hvordan jeg kan formidle kristendom til konfirmanderne, så det går til deres hjerter. Jeg har erfaring med mennesker i svære situationer. Mine to første vikariater var som sygehuspræst, og arbejdet med dem ligger mig meget på sinde. For mig er det kirkelige fællesskab vigtigt, for kirken kan være med til at imødegå ensomhed”, mener Mona Møberg Larsen, der blev præst i 1998.
Glæder sig til hverdag efter corona
I en årrække var hun dog væk fra præstegerningen, da hun underviste voksne flygtninge og indvandrere i dansk og senere blev afdelingsleder på IA Sprog i Københavns nordvestkvarter.
”Da jeg nærmede mig de 50, tænkte jeg over, om det ikke var tid til at vende tilbage som præst, og det har jeg gjort med stor glæde siden 2018. Jeg ser frem til mit nye job med flere kollegaer og mange forskellige medarbejdergrupper, for jeg arbejder bedst i et team. Det bliver dejligt at se, hvem der kommer i kirken til hverdag – når der på et tidspunkt ikke længere skal tages hensyn til corona. Og det bliver fantastisk, når vi igen må drikke kirkekaffe efter gudstjenesten om søndagen”, siger Mona Møberg Larsen med et stort smil.
Hun synes kernepræstearbejde er dybt meningsfyldt og inspirerende og glæder sig til at tale om eksistens og kristendom med de mange mennesker, der kommer i Solrød Strandkirke og Solrød Kirke.
”Som præst forsøger jeg at skabe interesse for kristendom og kirkeliv og skabe et rum for menneskers hverdagstro i et nutidigt sprog. Jeg tror på, at kristen livsfortolkning giver mening og håber, at folk bliver mindet om, at Gud er en kærlig Gud, som deltager og følger med i deres liv”, siger Mona Møberg Larsen, der bor på Amager med sin mand gennem 27 år.
Et natur- og strikkemenneske
Parret har tvillingedrenge på 26 år, der ikke har valgt en teologisk uddannelse som moren. Den ene søn læser psykologi, og den anden studerer medicin.
Når Mona Møberg Larsen har lagt præstekjolen om søndagen, skifter hun til vandrestøvler, ski, vinterbadedragt eller tager en tur i sin havkajak. Hun er også en ferm syerske, har styr på strikkepinde og ses med en stor flok veninder.
”Jeg elsker at være ude i naturen og har overvejet at cykle noget af vejen fra Amager til Solrød Strand, for hele vejen frem og tilbage bliver lidt for langt. Nu skal jeg til at lære byen og menneskene at kende, og det glæder jeg mig rigtigt meget til”, slutter Mona Møberg Larsen.