Menigheden tog afsked med Carsten
I dag blev der sagt farvel til Carsten Mølgaard Hansen, som havde sin sidste arbejdsdag som præst i Solrød Sogn.
"Af hjertet tak for de år, vi har haft sammen", afsluttede han sin prædiken i Solrød Strandkirke, hvorefter der var reception i konfirmandlokalerne.
Her sagde mange fra hans faste menighed, kollegaer og menighedsrådsmedlemmer tak for fem gode år.
"Du har været et ungt, frisk pust i menighedsrådet. Vi ville gerne have beholdt dig i længere tid, men ønsker dig og din familie held og lykke i Vancouver", sagde menighedsrådsformand Jacob Brock blandt andet.
Carsten Mølgaard Hansen og hans familie rejser til Canada i slutningen af måneden, og han starter i sit nye job som præst i Danske Sømands- og Udlandskirker den 1. december.