Til sammen har de været 50 år i Solrød Strandkirke
Den 7. maj er der jubilæumsgudstjeneste for organist Ove Mathiesen og kirkesanger Marianne Sivholm.
Den 1. januar 1998 blev Ove Mathiesen efter nogle måneders tilknytning ansat som organist på fuld tid i Solrød Strandkirke, og kort tid efter sang Marianne Sivholm for første gang for menigheden. 25 år senere er de her endnu.
Hvor mange gudstjenester og arrangementer, de har været med til, har ingen af dem styr på. Men det er blevet til mange - og de nyder det stadig. For som Marianne Sivholm siger:
”Jeg glæder mig til hver eneste weekend, hvor jeg skal synge her.”
Og det er ikke mindst på grund af gode kolleger.
”Jeg føler mig virkelig blandt venner her i kirken, og særligt vil jeg rose organisterne. Det har været en gave at få lov til at arbejde sammen med så dygtige og topprofessionelle musikere. Det bliver aldrig rutine. Der er altid noget at lære og udvikle i samspillet med dem. Det er fedt,” fastslår hun.
”Ja, vi har haft nogle fantastiske kollegaer gennem årene – både i Strandkirken og i landsbyen. Jeg har sat meget stor pris på vores fremragende sangere og for ikke mindst for samarbejdet med min organistkollega Lars Ruuth,” lyder det fra Ove Mathiesen.
Marianne Sivholm er en af tre faste kirkesangere. De andre er Elaf Larsen og Anna Luise Mogensen.
”Der har faktisk kun været seks kirkesangere i løbet af min ansættelse. Det er ikke ret mange, og det siger også noget om godt kollegaskab,” siger Ove Mathiesen, der er 63 år, mens Marianne Sivholm er 65.
Særlig stemning i Solrød Kirke
I Solrød Sogn ligger både Solrød Strandkirke og Solrød Kirke, men det er kun i den førstnævnte kirke, at der fast er gudstjeneste. Derfor er det her, de to musikalske partnere henholdsvis har spillet og sunget flest gange.
Men Marianne Sivholm sætter også stor pris på at synge i den gule kirke i Solrød Landsby, hvor der hovedsageligt holdes dåb, konfirmationer, vielser og bisættelser.
”Jeg kan godt lide at komme der og mærke forbindelsen til det mangfoldige liv, kirken har været ramme om igennem århundreder. Man får lov at deltage i store begivenheder i livet; de sorgfulde, de lykkelige, de håbefulde, de taknemmelige og de eftertænksomme. Landsbykirken er upraktisk og ubekvem, men den har en anden stemning og kan noget, den moderne kirke ikke kan. Den giver mening for mig, måske fordi jeg selv er født på landet,” fortæller Marianne Sivholm.
Hun er lærer og har arbejdet som sådan i 41 år, heraf de sidste 11 år på Karlslunde Dagskole.
Udsøgt akustik i Solrød Strandkirke
Ove Mathiesen spillede som universitetsstuderende og senere i sin konservatorietid i København for Vartov Kirkes internationale menighed. Han er enig med Marianne Sivholm og tilføjer om de akustiske aspekter:
”Solrød Strandkirke har en uforlignelig og berømmet akustik til gudstjenestesang og som koncertsal for både store og helt små ensembler. Kirkens fine instrumenter; et meget smukt og godt klingende Andersen & Bruun-orgel og et fremragende Yamaha C3 flygel, bliver begge brugt næsten i døgndrift.”
En stor post i Ove Mathiesens ansættelse har været arbejdet med børne- og pigekor – en udfordring, der med tiden er blevet til en overraskende stor passion.
”Arbejdet med korpigerne er noget helt særligt og har været det mest rørende for mig. Jeg har arbejdet med flere hundrede korpiger gennem tiden, og det er fantastisk at følge dem, fra de begynder som små, til de går ud af gymnasiet og synger som engle,” siger Ove Mathiesen med stor entusiasme i stemmen.
Marianne Sivholm synes, at højmesserne har givet hende de bedste oplevelser. Det er blandt andet på grund af den faste menighed, som har et unikt fællesskab og favner alle.
”Det, jeg har nydt mest ved højmesserne, er samspillet mellem at synge traditionelle og klassiske salmer mikset med moderne melodier.”
Hun pointerer dog, at hun også har et særligt forhold til bisættelser:
”De er meget meningsfulde at synge til, og ikke mindst er det dejligt, når de pårørende roser os bagefter. Det er stort af dem at gøre det, og det går lige i hjertet. Generelt bliver jeg glad, hver gang jeg får positiv feedback. Det er meget motiverende, når musikken i det hele taget anerkendes af deltagerne i de kirkelige handlinger.”
Fælles favoritsalme
Der er nok mere tale om en tilfældighed end resultatet af 25 års samarbejde. Men pudsigt nok har både Ove Mathiesen og Marianne Sivholm på deres favoritliste over salmer ’Se nu stiger solen af havets skød’. Den er fra 1891 og skrevet af Jakob Knudsen. Melodien stod Oluf Ring bag nogle år senere, og i 1953 blev den optaget i Den danske salmebog.
”Det er den, jeg holder mest af, fordi den har en meget høj musikalsk kvalitet, og så har jeg haft flere gode oplevelser med den,” siger Marianne Sivholm.
”Jeg er dybt imponeret over det musikalske håndværk, der ligger i et så suverænt tonemaleri af solens bue hen over himlen,” tilføjer Ove Mathiesen begejstret.
Naturligvis skal parret spille og synge den salme, når de har jubilæumsgudstjeneste den 7. maj. Den finder sted klokken 11.00 i Solrød Strandkirke, og Charlotte Gravesen er præst. Bagefter er menighedsrådet vært ved en reception, og alle er velkomne.