Solrød Strandkirke
Solrød Strandkirke er fra 1982 og tegnet af de lokale arkitekter Keld Wohlert og Niels Munk, der også har tegnet møblerne i kirken. Kirken afløste en trækirke, der siden 1938 havde ligget samme sted.
Kirkerummet fremstår i enkle materialer med hvidskurede vægge og rødt klinkegulv. Bølgeloftet hæver sig mod alterpartiet, og de murede akustikmønstre er en del af udsmykningen.
Den elektriske belysning består af loftslys i bølgelofterne og lampetter på væggene. Kunstneren Maj Winther Christensen har designet en lysinstallation af levende lys, som former "Tro, håb og kærlighed" på endevæggen.
Sølvsmed Ib Bluitgen har udført alterlysestagerne i moseeg og rustfrit stål samt alterkalk, oblatfad og alterbægre i sølv
Udsmykningen er enkel. Bag alteret hænger et kors af guld og bjergkrystal, som kunstner Karen Strand har designet, og væverske Vibeke Gregers har vævet to meget smukke vægtæpper i blå nuancer.
Der er 176 siddepladser - 92 i hovedskibet og 84 i sideskibet.
I 1998 fik Solrød Strandkirke en tilbygning med undervisnings- og mødelokaler.