Et legebarn har fundet sin plads i kirken
Pia Sonne Juulsen er pr. 1. december ansat som ny kirke- og kulturmedarbejder i Solrød Sogn.
Hun blev uddannet teolog i 2019 og har bl.a. undervist konfirmander i København, Farum og Ganløse. For halvandet år siden flyttede hun med sin mand og to sønner på nu syv og to år til Solrød Landsby. De savnede at bo i et landligt nærmiljø, hvor naboer hilser på hinanden, og heste nærmest kan klappes i baghaven.
Pia Sonne Juulsen er ikke ordineret præst og har heller ingen planer om at trække i præstekjolen, så hun kan døbe, vie og bisætte folk. I stedet brænder hun for det kateketiske arbejde.
”Jeg glæder mig meget til mit nye job, som bliver fyldt med børn, undervisning og alle de ”sjove” gudstjenester for børn og unge. Det er vigtigt for mig, at kirken har fokus på det relationelle mht. både børne- og ungdomsarbejdet. F.eks. skal konfirmander gerne føle, at det er deres kirke, når de kommer her. Selvfølgelig er der ting, de skal kunne, inden de bliver konfirmeret, men det vigtigste er ikke at proppe en masse viden i deres hoveder”, siger Pia Sonne Juulsen.
Ro og nærvær i kirken
Hun elsker samspillet med konfirmander, for de tør stille spørgsmål i undervisningen og udfordrer hende på den teologi, hun har lært på universitetet og pastoralseminariet.
”Jeg er godt i gang med at planlægge undervisningen til efter jul og vil bl.a. bruge nogle meditative øvelser, så de unge lærer at komme ned i gear i en travl hverdag. Jeg håber, at de bl.a. ved hjælp af bønner får en idé om, at der er ro og nærvær i kirken, og at de kan finde ro i deres eget forhold til Gud”, siger Pia Sonne Juulsen.
Udover at undervise to hold konfirmander bliver en anden af den 33-årige teologs primære opgaver at undervise minikonfirmander. Hun har allerede lavet skuespil for en masse, søde børn til juleandagterne i Solrød Strandkirke og ser frem til at være kreativ sammen med 3. klasses eleverne til minikonfirmand.
”Jeg elsker at strikke, spinde garn og se grøntsager vokse i min køkkenhave. Desværre er der ikke så meget tid til den slags, efter jeg har fået børn, men så er det godt, at jeg kan få lov at lege i kirken”, siger Pia Sonne Juulsen med et smil.