Evy vinder kommunens frivillighedspris
Portvinsglassene var fyldt til randen, da Tirsdagscaféen i dag var samlet til foredrag, kaffe og kage i Solrød Strandkirke.
Evy Jørgensen vandt i aftes Solrød Kommunes Frivillighedspris for sit store engagement i Tirsdagscaféen. Udover anerkendelsen fulgte en buket blomster, en plakette og 7.000 kr., og det skulle dagens godt 70 deltagere da have gavn af, syntes den generøse vinder, der selv skænkede op.
"Jeg havde slet ikke forventet at vinde og er meget taknemmelig for, at menighedsrådet og personalet i kirken havde indstillet mig til prisen. Jeg har snart stået for Tirsdagscaféen i 10 år. Dengang kom der 10-12 pr. gang - nu kommer der 60-70 pr. gang.
Jeg elsker at komme her, og hver uge snakker jeg i telefon med alle deltagerne, for de skal melde til og fra hos mig. Vi får nogle gode lange snakke og hører, hvordan hinanden har det, og det er dejligt med den kontakt.
Jeg bliver ved, til jeg dør, medmindre nogle yngre pludselig kommer på banen og synes, der skal være noget andet i kirken", fortalte Evy dagen derpå.
Altid med et smil og godt humør
I sin tale til Evy sagde borgmester Emil Blücher blandt andet.
"Evy Jørgensen er i ugentlig kontakt med alle deltagerne og har i den forbindelse både en rolle som arrangør og et medmenneske, der giver trøst og støtte, når livet er svært. Hun er et positivt eksempel for andre. Med sit smil og gode humør skaber Evy Jørgensen positiv opmærksomhed om aktiviteten og kirken, der gennem hendes engagement åbner dørene også for mennesker, som ikke nødvendigvis kommer om søndagen".
Stort tillykke til Evy med prisen.