Et sidste farvel
Hvad gør du, når du har mistet en af dine kære? Hvad er en bisættelse? Hvad er en begravelse?
Det kan være uoverskueligt at skulle stå for en bisættelse eller begravelse.
Hvem ringer du først til? Præsten, kirkekontoret eller bedemanden? Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Alle tre kan hjælpe med at arrangere en bisættelse/begravelse. Præst og kirkekontor kan hjælpe med at fastsætte tid og sted, og bedemanden kan hjælpe med de praktiske ting, f.eks. valg af kiste og kistepynt.
Ved en bisættelse bliver kisten båret ud til rustvognen og kørt direkte fra kirken til krematoriet. På krematoriet bliver kisten brændt og asken lagt i den urne, som du har valgt hos bedemanden. Urnen vil derefter blive sat ned på kirkegården.
Ved en begravelse bliver kisten sænket ned i jorden, og hullet bliver dækket til efter, at der er foretaget en jordpåkastelse.