Pavillon skal afhjælpe pladsproblemer
Mandag morgen kl. 7 startede udgravningen af en del af græsplænen bag Solrød Strandkirke. Efter græs og et godt lag jord var skrællet af, blev betonelementer placeret, og i løbet af den næste uges tid kommer der til at stå en 75 kvadratmeter stor pavillon oven på betonelementerne.
"Vi har lige netop plads nok til de aktiviteter, vi har nu, men det er en udfordring, hvis vi får fire hold konfirmander ad gangen til efteråret. Nu har vi tre klasser til tre undervisningslokaler. Kommer der fire klasser, skal den ene være i kirken, og så er der ikke plads til, at hver klasse holder andagt i kirken. Det er utilfredsstillende for både underviserne og eleverne", fortæller formand for menighedsrådet Jacob Brock.
En anden udfordring er, når den populære Tirsdagscafé samler 60-70 mennesker hver anden tirsdag, og der samtidig skal undervises minikonfirmander. Tirsdagscaféen bruger alle tre undervisningslokaler. Fremover kan minikonfirmanderne blive undervist i pavillonen imens, og på den måde forstyrrer deltagerne ved de to aktiviteter ikke hinanden.
Jacob Brock ser frem til, at pavillonen står klar og kan bruges de næste fire år, hvorefter der skal findes en permanent løsning på kirkens pladsproblemer. Det kræver imidlertid en ændring af lokalplanen og en stor pose penge.