”I som er faddere til dette barn, kan nu bevidne, at det er døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og I skal vide, hvad I skylder det barn, hvis faddere I er. Hvis det sker, at forældrene dør, før barnet kommer til skelsalder, da skal I, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham”. Sådan står der i Ritualbogens ”faddertiltale” – altså den tale præsten holder til fadderne om deres opgave. Det klinger lidt gammeldags: ”skelsalder” og ”børnelærdom”, og også lidt barsk: ”hvis forældrene dør”.

Der er intet juridisk bindende ved at være fadder. Barnets forældre vælger nære venner eller familie til faddere – mennesker, der helt naturligt i forvejen er en stor del af forældrenes og dermed af barnets liv. Derfor bliver der tit sammenfald mellem faddere og vigtige voksne i barnets liv. Men det er ikke et juridisk bindende forhold, man går ind i ved at sige ja til at være fadder.

Der er dog det specielle forhold, at man udover at være vigtig voksen i barnets liv også får betroet den særlige opgave at hjælpe forældrene med at fastholde barnet i den kristne tro. Den opgave kan løses på mange måder – og der er bestemt ingen grund til at holde sig tilbage, selvom forældrene skulle være heldige at overleve barnets barndom. Mange forældre har rigeligt at tænke på, og så kan det være en stor hjælp, hvis en fadder eller gudmor/far husker dem og barnet på, at det er døbt og har en far i himlen. Det forhindrer naturligvis ikke forældrene i at bede med barnet eller tage det med i kirke, men det kan være en stor hjælp, hvis ansvaret deles med nogle andre også.