Kor

Kan du lide at synge, kan du i kolonnen til venstre se, om der er et kor, der passer til dig.

Pigekoret giver Amalie gode venner og masser af sangtræning

Solrød Sogn har kor for både børn og voksne. 14-årige Amalie Kirstine Skinne startede i kirkens juniorkor. I dag synger hun i pigekoret, og har gjort sin hobby til et job, der både giver erfaring, evner og nye venskaber.

- Det er fedt, at jeg kan synge sammen med andre, som også kan lide at synge. Og så er det rigtig fedt at have ens hobby som ens job, fortæller Amalie, der slet ikke er i tvivl om, hvad hun får ud af at synge i pigekoret.
- Jeg får veninder. Og jeg får penge. Og jeg får sunget. Derhjemme kan man jo også synge, men det er ikke professionelt. Jeg synger heller ikke så godt, når jeg synger alene og uden noder og tekst. Til kor kan man sætte sig med tekst og musik og øve sig, og så bliver det som regel rigtig godt.

Et kor er et fællesskab
Amalie har sunget i pigekoret i 3 år, og inden da sang hun i juniorkoret i nogle år.
- Jeg sang rigtig meget i skolen, og det bemærkede min veninde, så hun spurgte, om jeg ville med til juniorkor.  Og så blev jeg bare ved, fortæller Amalie.
Da hun startede til kor, var der også mange andre fra klassen, der startede. Men de faldt hurtigt fra.
- De havde ikke tid, og syntes de fik hovedpine af at synge hele tiden. Men jeg blev ved, fortæller Amalie, der har fået mange nye venner igennem koret.
- Der er mange fra koret, der også går i min skole. Så der siger vi hej på gangene. Og så fjoller vi meget og snakker godt sammen, når vi har pause til kor. Det er nødvendigt med et godt sammenhold i et kor, for vi skal være sammen om at synge. Vi er vidt forskellige aldre lige fra 6. klasse til 2.g. Men det synes jeg egentlig ikke gør noget, for vi er alle gode til at synge, siger hun.
Derfor gør pigerne også meget ud at tage godt imod nye, der ikke kender nogle i koret.
- Det er selvfølgelig lidt akavet i starten, men så spørger vi bare ind, fortæller Amalie.

Lærer både om sangteknik og kristendom
Amalie øver med pigekoret 2 timer om ugen. Derudover synger hun til gudstjenester, konfirmationer og koncerter i forbindelse med højtider og årstider.
- Mine forældre synes, det er et job, så det er noget, man skal passe. Sommetider har jeg ikke lige lyst, fordi det er weekend, men det er et job, så jeg kommer, siger Amalie, der også tilstræber at komme til alle øvegange. Hvis hun så har mange lektier for, går hun måske lidt før, så  der også er tid til skolen.
Og pigekoret er vigtigt for kirken.
- Sang og musik er en stor del af kirkens liv og vores gudstjeneste, som er vores flagskib. Koret er vigtigt, når der sidder folk, der ikke er vant til at komme i kirke og vant til at synge. Så er der nogle, der synger med og hjælper til, så man ikke føler sig som Palle alene i verden, når man synger, for så tør man jo ikke, siger kateket Anita Obeling Kring
Pigekoret har lært Amalie meget.
- Jeg har lært at udtale ord pænt. Når man synger salmer, skal man udtale ordene rigtig flot. Ove, vores korleder, gør meget ud af, at man skal sige Herre rigtigt, og man skal holde vokalerne. En overgang skulle vi stå med spejle og se på vores mund, mens vi sagde vokalerne. Og jeg har lært at synge mere rent, fortæller Amalie, der også er blevet en hel del klogere på kristendommen.
- Så jeg har en fordel til konfirmationsforberedelserne. Jeg kunne også trosbekendelsen et år før, vi overhovedet skulle kunne den, griner hun.
Sommetider kommenterer Amalies veninder, at hun synger i kirkekor.
- De synes, vi er hellige, og de tror, vi hele tiden synger salmer. Men så fortæller jeg dem, at vi også synger nye sange. Lige nu synger vi for eksempel en sang fra Narnia. Og jeg fortæller dem, at det lyder godt, og at vi får penge for det – det er en bonus, siger Amalie, og tilføjer:
- Jeg har ikke noget imod kirken, og jeg er troende og sådan. Men jeg tænker ikke specielt over, at det er i kirken.