Konfirmander samler ind til mennesker i nød

Landsindsamling 2017, Hellerup, Kirke, indsamling, Folkekirkens Nødhjælps Landsindsamling 2017, indsamling 2017, 12. Marts 2017, foto: Mikkel Østergaard

Søndag den 11. marts har Folkekirkens Nødhjælp sin årlige husstandsindsamling – kaldet sogneindsamling.
For første gang i Solrød Sogns historie skal 36 konfirmander ud med indsamlingsbøsserne som en del af deres konfirmationsforberedelse.
”Sigtet med at få konfirmanderne til at samle ind er dobbelt. Dels lærer de om diakonalt arbejde, som ikke er det mest synlige i folkekirken, og dels skal de vide, at de kan gøre en frivillig indsats i f.eks. en sportsforening, en kirke eller en kulturinstitution. Frivilligt arbejde er kulturbærende i Danmark, og uden alle de frivillige, ville foreninger, klubber m.m. ikke kunne eksistere”, forklarer præst Carsten Mølgaard Hansen.
Det er hans konfirmander, der skal ud at stemme dørklokker et par timer den 11. marts. I starten var konfirmanderne skeptiske over at bruge en søndag på indsamlingen. Men det hjalp, da de hørte, at mange andre konfirmander og unge i hele landet har den samme tjans den pågældende søndag.
Sogneindsamlingen mobiliserer hvert år 20.000 indsamlere, og takket være det kirkelige bagland er ca. en tredjedel af indsamlerne konfirmander, spejdere, FDF’ere og andre ungdomsorganisationer.
Pengene fra Folkekirkens Nødhjælps indsamling går til verdens fattigste og nødlidende. Inden indsamlingen taler Carsten Mølgaard Hansen med konfirmanderne om, hvad pengene præcist går til, hvor meget hver konfirmands indsats betyder, og hvor vigtigt det er at være med til at yde en forskel for mennesker i nød.
”Konfirmanderne får et indblik i, at ikke alle mennesker har de samme vilkår som os i Danmark. Vi er ikke født lige, og de, der bor i en flygtningelejr uden vand eller lever i fattigdom, kan ikke bare lige tage sig sammen og få et godt liv. Det kan godt være, at de unge har en afmagt overfor katastrofer, men det må ikke blive afgørende for, hvordan vi er som mennesker. Jeg håber, at de finder ud af, at ved at yde deres, kan de være med til at gøre en forskel for nogle mennesker i nød”, siger Carsten Mølgaard Hansen.
Søndagen skal ikke ”kun” bruges på at samle penge ind. Inden sogneindsamlingen fortæller en kvindelig frivillig, hvordan hun hjælper til ved familiegudstjenester og andre arrangementer i Solrød Strandkirke og Solrød Kirke. Hun har desuden været frivillig i en lokal sportsklub, så hun har masser af erfaring at øse af.
Bagefter deltager konfirmanderne i højmessen, og når de vender hjem med forhåbentligt godt fyldte indsamlingsbøsser, venter der pizza og mulighed for at snakke om deres oplevelser.
”Derefter bliver pengene talt op, og sammen skal vi snakke om resultatet, og hvilken forskel de her penge kan være med til at gøre. Det bedste vil være, hvis konfirmanderne får lyst til at samle ind igen eller involverer sig i andet frivilligt arbejde”, siger den håbefulde præst, der også opfordrer andre til at samle ind.
Hvis du har lyst til at give en hånd med, kan du melde dig direkte til hos Folkekirkens Nødhjælp – blivindsamler.dk. Lokalt kan du melde dig til på indsamler(at)solrodkirker.dk eller på menighedsrådsmedlem og indsamlingsleder Ole Rathmanns mobil 5614 0055.
Billedtekst: 6.000-7.000 unge deltager hvert år ved Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling.