24. september 2017 - 11:00 > Solrød Strandkirke > Familiegudstjeneste om dåb og vand ved Charlotte GravesenUdskriv event

Gudstjeneste på børnenes præmisser

Søndag den 24. september kl. 11 er der familiegudstjeneste i Solrød Strandkirke. Alle er naturligvis velkomne, men én gruppe har fået en invitation i postkassen. Det er de børn, som blev døbt i Solrød Strandkirke eller Solrød Kirke for fem år siden.
”Når børnene bliver døbt, lover forældrene og fadderne, at børnene bliver opdraget i den kristne tro. Vi vil gerne hjælpe familierne lidt på vej og give dem nogle input, så derfor inviterer vi dem til en særlig familiegudstjeneste med fokus på dåben”, fortæller kateket Anita Obeling Kring.
Hun understreger, at det er en gudstjeneste på børnenes præmisser, så udover salmesang akkompagneret af kirkens børnekor, nadver og en lidt kortere prædiken end ved en højmesse er der aktiviteter for børnene.
”Vi har altid et kreativt element ved familiegudstjenesterne. Denne gang skal børnene male ét langt billede på en papirrulle. De skal tage udgangspunkt i dåben, og bagefter hænger vi billedet op i kirken, så alle kan beundre det den kommende tid”, fortæller Anita Obeling Kring.
De femårige tidligere dåbsbørn kan af gode grunde ikke huske, da de selv fik vand i håret. Men savner de inspiration til deres billeder, gælder det om at slå gluggerne op til gudstjenesten, hvor et barn bliver døbt.
Ingen familiegudstjeneste uden spisning, så børnefamilierne og alle de øvrige kirkegængere får sandwich og pølsehorn efter gudstjenesten. Den lette frokost sluttes af med en flot kagemand formet som en kirke.